Batman og Robin
Spiderman
Mickey Mouse.
Jeg var ude ved min oldemor for første gang i dag, siden hun er kommet på plejehjem. Hun fylder snart 85 så hun er jo ikke så gammel endnu. Men når hun sad og ikke kunne høre hvad vi sagde, og havde svært ved at komme op fra stolen, fik mig til at tænke på at om (forhåbenlig) rigtig mange år, vil jeg komme til at sidde på samme måde. Det vil mine klassekammerater også, og alle andre. For alderdom er noget vi ikke kan gøre noget ved. Vi bliver gamle, og sådan er det.
Men jeg er ikke bange for at blive gammel, tvært imod. At blive gammel er en del af livet, og når du er gammel har du også leve livet, og forhåbenlig med dem du elsker. Min oldemor fortalte en historie om hendes sidste rejse med min oldefar til Paris. De havde taget til Paris når der var penge til det, og det var der jo ikke altid. Men hun fortalte at min oldefar ikke kunne komme op i eiffeltårnet med sin kørestol, så en af hendes sønner blev dernede sammen med ham, mens at hun tog derop med en anden. Og det eneste hun kan huske fra da hun var deroppe var at hun kunne se det røde tæppe han altid sad med, og at hun pludselig ikke kunne vente med at komme ned til ham igen.
Den historie fik mig sådan til at smile, for selvom de havde levet over 50 år sammen på det tidspunkt, kunne hun stadig ikke lade være med at savne ham og ville være sammen med ham.
Hun fortalte mange historier om hvordan de sad ude i haven ved hans elskede fiskedam, og så solen gå ned, mens børnene spillede bold længere nede i haven, og om hvordan han kærligt men bestemt råbte at de skulle komme ud af rosenbedene, og om hvordan spændningen lyste ud af ham, når han kom hjem med dele af et spisestel, som de sammen købte for de penge som de sparede, ved at han stoppede med at ryge.
Sådan nogle små historier er noget der kan få mig til at smile, og jeg kan tydelig mærke forskel fra da hun boede hjemme og efter hun er kommet på plejehjem. Nu har hun nemlig overskud til at snakke og gøre andet end at sove.
Jeg er sikker på der er mange der kan nikke genkendene til det jeg har skrevet, da jeg er sikker på at selvskab ikke kun har hjulpet min oldemor... Og det behøves ikke bare at være kommet på plejehjem, men at man måske er begyndt at snakke mere med andre, for det er et behov vi mennesker har. Ligesom vi skal have vand, skal vi have selvskab, og jeg kan da selv mærke, at når jeg har været sammen med vennerne, bliver jeg også mere glad.
Det var ellers en længere smøre, men nu skal jeg nok stoppe, så du kan få lidt ro i hovedet.
Xoxo Kisser
